Saa er det og i andet meer;
Thi Lykken fører Feide
Jmod Naturen, og vi seer,
At den, som har Geleyde
Af Dyd, Merite og Forstand,
Et Null dog ofte bliver,
Og Folkes Laster saadant man
Vel uden Grund, skriver.
Vel sandt, vi finde mange, som
Naturens Gode eye,
Og uden Lykkens milde Dom,
Kand Folkes Hierte dreye
Til Naade; men hvor mange vi
I Verden ey kand finde,
Der leve i et Slaverie,
For Lykken gaaer i Blinde,
Og vil ey deres Gode see;
Vi derimod betragte
J Lykkens Skiød saa mange lee,
Hos hvilke vi kand agte
Naturens Pund at være lagt,
Hvad kalder jeg vel dette?
Balancen viis mig, J har sagt,
Den skal i Sagen rette.
Vel kand vi af det andet Kiøn
Een eller anden finde,
Der Riigdom har, men er ey skiøn;
Men jeg mig vil forbinde,
At vise mange, som Natur
Og Lykken stedse hader,
Som derfor i et Nonne=Buur
Bekomme evigt Stade.
Om Lykkens Ubestandighed,
Hvad Sande=Manden skriver,
J mange Ting jeg ogsaa veed
En vigtig Sandhed bliver;
Mer
79
