82
Til sin Philosophie, han bedre er i Stand,
At skrive Bønne=Bog for Bonde, Kielder=Mand.
Hvad jeg mig ønskede at vide, er kun dette,
At nogen vilde mig om eder underrette,
Thi, hvis jeg vidste, at J en Maglster var,
Vi skulde giøre snart et allieret Par;
Thi mod en Socium at vilde Vaaben føre,
Det lader ikke smukt, ney, kunde jeg kun høre,
At J var ziiret med en høy Magister=Hat,
Vi skulde begge da paa Fienden tage fat.
Jeg griber an det Ark, hvor han vil censurere
En Last, som uden Tvivl blandt Dyder bør passere,
Helst den af Læg og Lærd i Verden øves saa,
At den, som en Zirat i Sproget agtes maa.
Hvor mangen maatte ey slet Maal og Mæle tabe,
J Selskab sidde stum, og andre overgabe,
Hvis han ey lagde Vind paa en saa ædel Konst,
Som mange øve ey forgieves og omsonst.
At sige Serviteur, og giøre Complimenter
Med Fødder, Hænder, Mund, indbringer mange Renter,
Sligt holdes af en Mand til Hove for en Dyd
Og Hov=Sprog kalder man en tom Caresse=Lyd;
Men om Bagtalelse jeg samme Titel giver,
Mon jeg da derudi med Sandhed noget skriver?
En Mand, hvis Vidnesbyrd jeg mig forlader paa,
Han siger uden Tvivl, saa vidt jeg mindes, saa:
Jeg mig fordrister ey med Sandhed at udsige,
Om Hykler=Tungen den Bagtalende maa vige,
store Huuse veed jeg begge høres kand,
Den sidste været har min egen Bane=Mand.
Naar Ræve=Skindet ey et slet Gemyt vil gavne,
Naar han forgieves har, ved anden Mand at favne
Som en oprigtig Siel, kast skiulte Snarer ud,
Saa fører han sig i en skræksom Løve=Hud.
Den Mand, det heder da, er meget ilde sindet,
Med falske Farver han mig længe har forblindet,
Og Kierligheden til mir kiere Føde=Land
Giør, at jeg intet til hans Beste tale kand.
