Hvad? om jeg sagde: du din Regning ikke finder
Ved hans Befordring; thi dig udi Tanke rinder,
At den, som ærlig er, og har en god Forstand,
Med Tiden dine Greb og let opdage kand;
Mon jeg ey talte sandt, naar du paa deres Liste
Bør tegnes an, som den, der færdig er at briste
Af Avlnds fuule Gift, og skaaner ikke den,
Der meere er end du en Patriotisk Ven?
Spectator billig jeg en Vovehals maa kalde,
At han den lærde Hob sig drister at anfalde,
Han blandt Bagtalere indrømmer mange Sted,
Mon han for dette ey bør skilles ved sin Fred?
Er det at tale om en hellig Jld og Lue,
Er det en Nidkerhed oprigtig at veskue,
Er det at skiønne paa den Lærdom og Forstand,
Som en Polemicus for Verden vise kand?
Tænk ey, Herr Fusentast, at eders frekke Hierne
Skal vise Veyen for en Kirke=Himlens Stierne,
En Sag ey alle seer med samme Øyne an,
Hver Mund har jo sin Smag, hvert Hoved sin Forstand.
Hvad J kand agte for en Bie, en Myg, en Flue,
Det seer en anden an, som største Maaneds=Due,
Ja, som en Elephant; hvad Under da, at J
Og han ey treffe kand en yndig Harmonie?
En Slags Brutalitet vi finder og blandt Lærde,
Man derfor maa sit Skind mod Penne=Kugler hærde,
En Meening, som de ey kand see at være ret,
Kand sette dem i Fyer; men hvo vil laste det?
Bør de for Verden ey aflegge Lærdoms Prøve?
Bør de for Sandheds Skyld i Krig sig ey at øve?
Mon med Apollo Mars kand ey tilsammen boe?
Skiønt andre siger ney, saa meener jeg dog jo.
En Mand, der stedse er opdraget iblandt Beger,
Og Lærdoms ædle Skat hvert Øyeblik forøger,
Bør han vel tænke, at en anden er ham liig,
Og ber han legge ned sit Spyd i Penne=Kriig.
Lad være, han sig seer at feyle og at irre,
Saa bør han vise dog, man ey ved ham maa pirre;
