No. 22.
Udgivet den 27 Novembr. 1744.
Tibi Paulus
Et Messala videris
Horat.
F¬
or nær at komme Folk, for megen Sandhed skrive,
Hvo kand vel vente sligt vil vel optaget blive?
Hvad skal jeg dømme, naar jeg maa Spectator see
At tale haanligt om de fleestes Renommee?
Fra det, som holdes for de allerbeste Veye
Til Ærens Tempel, vil han ey allene skeye,
Men raader andre til at legge Vind paa Dyd,
Et Ord, der ikkun er et Skrald af Bielde=Lyd.
Han understaaer sig, Vrag paa Fødselen at kaste,
Og med en myndig Stiil de Brødre at antaste
Dee sig beraabe kand paa gammel Adels Blod,
Som kraftig Aarsag til det stolte Junker=Mod.
Hvo lader sig vel ey med slige Merker nøye?
Hvis jeg af Adel var, jeg skulde ingen Møye
Med Dyden have, ja naar Pungen var i Stand,
jeg skulde blive til den ypperligste Mand.
Den Dyd, det Narrerie, det gamle Ord Merite,
Paa hvilke Daaxer vil, at man sig skal beflitte,
Hvad kom det mig, som en Baron og Greve ved,
Der Dyden arvede snart udi tolvte Leed.
Det er en egen Ting med Blodet hos de Store,
Det bliver aldrig tørt, man kand dets Draaber spore
I deres Aarer, som de aldrig haver kiendt,
Men haver Dyden dog og Værdighed fortient.
Paa saadan Maade naar man kand til Ære komme,
Og faae Fortienester med Penge i sin Lomme,
Saa var man jo forrykt, om man saa god en Vey
Forlod, og gik paa den, der meget nytter ey.
