86
Men at mit Stykke ey skal uden Nytte blive,
Saa vil jeg Læseren her nogle Tanker give
Om Adelskab, hvor vidt det Ære give kand,
Og blive en Zirat for værdig Ædel=Mand.
Om dette længe har de Lærde disputeret,
Een Deel Protester har mod Adelskab formeret,
De vil ey, at den skal forplantes paa en Slægt,
Med mindre samme er i Dydens Varetægt:
De kalde Adelskab et vist Personligt Gode,
Der ey forplantes bør paa en vanslægtet Pode;
Hvad sig paa Dydens Barn kand passe meget vel,
Det taber all sin Glands paa skidne Lasters Træl.
En Kiede giort af Guld paa Svine=Hals at sette,
Er ingen Prydelse, men virker ikkun dette,
At Kiede=prydet Soe kand fleere Øyne faae,
Som ellers i sin Roe paa Gaden kunde gaae.
Naar Adelskabet sees at høre til en Vugge,
Saa kand det Dørren snart for Dydens Indgang lukke,
Og aabne Porte for Hovmodighed og meer,
Som man hos mange af de Ædel=fødte seer.
En Mand der med sit Svøb i Dydens Klædning føres,
Vi ofte lidet seer ved Dydens Spore røres
Det altsaa bedre var, han banede sig Vey
Ved egen Dyd til det, som han fortiener ey.
Saa sige nogle, og Erfarenhed kand lære,
At mange ofte sees et Adelskab at bære,
Som kunde zire meer end fattig Dydens Søn,
Og skienkes ham, som en velgrundet Dydens Løn.
Men andre sige, at det Onde, som kand flyde
Af saadant Arve=Gods, dog ikke bør forbyde,
At Sønnen arve jo sin Faders Ære maae
Sligt siger ham at han paa samme Vey skal gaae.
Den Naade lærer ham de Fodspor at betræde,
Hvorved hans Fader fik sit adelige Sæde,
Naar Ædel=bleven Søn paa Dyden legger Vind,
Saa faaer hans Adelskab endnu et større Skin.
