En Mand, som Fødselen blandt Ædel=Mænd indskriver,
Man meener meget meer end andre skyldig bliver
Til at beflitte sig med Viisdom og Forstand,
At tiene troeligen sit eget Føde=Land.
De, som sig vegre ey, at tage mod den Ære,
Som deres Fædre har med Rette kundet bære,
De synes ligesom sig at forbinde til,
At frem for andre de paa Dyd studere vil.
En Ædelmand, man vil, i Tide bør erklære,
Om han, som Fæderne, vil Dydens Elsker være.
Hvis ikke, bør han fra sin Fødsels Værdighed
Udlukkes, som en Mand, der ey af Adel veed.
Det er en Smitte for en usel Hæle=Driver,
At han til Laster sig og Ladhed overgiver;
Men større Skam det er for Ædel=baaren Mand,
Naar han som lastefuld blandt andre tegnes an.
Naar han af Fædres Dyd, Forfædres Blod vil prale,
Saa er det ligesom han saadant vilde tale;
See her en liderlig og en vandslægtet Søn,
Der drager uforskyldt paa Fædre=Dyders Løn.
En Mand i Middel=Stand behøver ey at vise
De Prøver paa sin Dyd, før man hans Dyd maa prise,
Som den, der har i sær til Dyd forpligtet sig,
Og lover, at han vil sin Fader være liig.
En middelmaadig Dyd for ham kand ikke dæmpe
Almindelig Foragt; thi ligesom en Kæmpe
For mange fleere bør at sigte i en Krig,
Saa bør en Ædelmand paa Dyden være rilg
Spectators Ord herom jeg altsaa maa erkiende
For Sandhed; men naar jeg til andet mig vil vende,
Saa synes mig hans Pen har løbet alt for frit,
Og at han grebet har omkring sig alt for vidt.
Han meget, merker jeg, hos lærde Mænd forkaster,
Og snart enhver, vi seer, han uden Skaansel laster,
Jeg meener, herudi han sig forløbet har,
For Rimets Skyld jeg dog ey kalder ham en Nar.
Jeg
