Jeg ryster Hovedet, naar om Originaler
Jeg hører idelig at Dadler=Hoben taler;
Skal man kun skrive nyt, saa siger jeg: min Ven,
Enhver Skribent nu strax nedlegge maa sin Pen.
Jeg fatter ikke, hvad vor Sande=Mand vil sige,
Naar han vil, at enhver af Lærdoms Plads skal vige;
Han Lærdom dømmer ey af Mund og ey af Pen,
Saa jeg begriber ey, hvor Manden nu vil hen.
J sær jeg undrer, at han Taushed ey vil agte
For Lærdoms Merke, da dog Taushed Love bragte
Til Romersk Republik fra viise Græken=Land
Ved en berømmelig og meget høylærd Mand (a).
(a) Jesuiten Masenius fortæller et Sted, den forunderlige Maade, paa
hvilken Romerne fik deres Love fra Grækerne: Raadet til Atbe¬
nen stod i Tvivl, om man ogsaa kunde ansee den Romerske Re¬
publiqve værdig til at faae de Love, som den viise Solon havde
givet dem? Endelig besluttede man, at sende en Philosophus til
Rom, der skulde bringe Lovene med sig tilbage, naar han erfa¬
rede Romernes Vankundighed. Det Romerske Raad havde faaet
Underretning om dette, besluttede derfor, at lade en Nar dispu¬
tere med den Grækiske Philosophus, og gik Disputen for sig paa
følgende Maade: Manden fra Athenen talede intet, men oprak¬
te allene en Finger: Narren oprakte tre Fingere. Den første
vilde give tilkiende, at der er allene eet Væsen, der regierer alle
Ting, og han meente, at Narren med sine tre Fingere vilde be¬
tegne det Nærværende, Forbigangne og Tilkommende. Deref¬
ter udbredede den Vise sin Haand, hvilket skulde betyde, at in¬
gen ere forborgene for GUd; Narren forstod uret, og meente
at han blev truet med en Øresign, visede derfor den første sin knyttede
Næve; men Philosophen, der havde fattet høye Tanker om Nar¬
ren, tænkte, at den knyttede Næve skulde betyde, at Gud hol¬
der den gandske Verden i sin Haand, og efter disse aflagde Viis¬
doms Prøver, gav han Romerne Solons Love.
