No. 23.
Udgivet den 4 Decembr. 1744.
Abstineat positis, qvem vexat nausea, mensis,
Cogitur ad structas nemo venire dapes.
A¬
t vilde løbe Storm til Lasters Residenze,
At aabne Dyden Vey, og sætte Udyd Grændse
Er deyligt Merke paa en ægte Patriot,
Hvad heller denne sees hos Møller eller Groth.
Men, Kiere, siig mig, hvo kand have Ret til dette?
Enhver, som kand et Skrift af Tydsken oversætte:
Enhver, som Himlen har forundet Skrive=Pund!
Enhver, som bygger paa en philosophisk Grund?
Ney aldrig; eene den med Rettighed kand skrive,
Som selv Dyd- offret er, som Fiende selv vil blive
Af Lasters skiulte Gift, af Lasters Slaverie,
Af Passioners Aag, af alt Pedanterie.
Det giver mig ey Ret en anden at forfølge,
At mine egne Feyl for ingen jeg vil dølge,
Mod egne Laster jeg af Hiertet stride maa,
Før jeg til Feldten kand mod andres Laster gaae.
Hvo understaaer sig vel i Tvivl at kalde dette?
Endskiønt jeg er Poet, jeg Sandhed dog kand giette;
Den Grund, jeg haver sat, er u-omstødelig,
Trods nogen Philosoph mod den erklærer sig.
Dannemark det er nu blevet til en Mode,
At skrive imod Feyl, og lade Pennen rode
Lasters skidne Dynd, hvo vinder vel derved?
Mon Dyden hielpes op, og fæster sine Fied?
O! ney, saa længe de, som vil forbedre Sæder,
Mod Dyden fører Kriig, og Lasters Vey betræder,
Saa længe bliver Dyd i sin Landflygtighed,
Og Laster taber ey den mindste Kraft derved.
En Mand for nogen Tid sig væbnede mod Laster,
Han bliver endnu ved, og Fienderne antaster,
En anden Hovedet Veyret reyser med,
Selv tredie jeg har blant disse Brødre Sted.
Tre Mænd i Feldt at see mod Lasters store Skare,
Er jo et deyligt Syn, mon Fienden ey staaer Fare
For at fordrives nu af Danske Bund og Egn,
Da den til Modstand seer saa mange store Tegn?
