90
Ney men! jeg Laster kand med Seyer gratulere,
Om Spectatores end endnu vil blive fleere,
Naar fælles Fiende man forlader, er omsonst
All philosophisk Snak og all Spectators Konst.
Den ene finder Smag, at stikle paa den anden,
De stødes, ligesom de havde Horn i Panden,
Philosophi jeg seer at begge kaldes vil
Men deres Væsen jeg anseer som Skuespill.
Den er en Philosoph, som tvinge kand sin Galde,
Som lader bittre Ord ey mod een anden falde,
Som ey allene vil Dyd prydet synes, men
Af Dyden virkelig er en bestandig Ven.
Sligt er en Caracteer, hvor efter man kand dømme,
Om man som Philosoph en Lærer kand berømme?
Og, naar den holder Stik, som den i Sandhed giør,
Om begge Spectateurs jeg dristig sige tør,
At de Philosophi fortiener ey at heede;
Thi begge give Sted for Bitterhed og Vrede,
Den første meener jeg, dog meest undskyldes maa,
Naar efter billighed i Dommen vi skal gaae.
Vel sandt, Spectator har sig moxen overiilet,
Da han sit Manifest med haarde Ord har stiilet,
Men Aarsag synes mig han haver havt dertil,
At en alvorlig Sag ey skulde blive Spill.
Men Monsr. Philosoph, der midt i dine Drømme,
Som Viisdoms Eyer=Mand dig drister at berømme,
Som paastaaer Navn af den, der Passioner kand
Beherske ved en sund, en fri og reen Forstand;
Du, siger jeg, er værd at sættes haardt til rette,
Og Svøben til din Ryg du synes selv at flette;
Thi af din Passion, hvis du en Mester var,
Du med Spectator da ey havde giort et Par.
Paa hans Post Scriptum du ey noget havde svaret,
Men det saa store Rum du heller havde sparet
Til andre Tanker, som var Folkes Penge værd;
Tre Ord du der imod har taget dig saa nær,
At trende Sider du til Forsvar vil beskikke,
Vil du saa blive ved, jeg meere kiøber ikke
Af det, som ugentlig forfattes af din Pen,
Jeg heller Skillingen i Skrinet legger hen.
Mig har du, merker jeg, ey heller vildet spare,
Men tænker du, at jeg det mindste Ord skal svare,
