For Sande=Mandens Pen, og Folkets slette Domme,
Ja selv jeg ikke da for nær dit Ark skal komme;
Men ene sigte mod min gamle Fiende, som
Nu for sit Dadler=Ark kand vente paa min Dom,
Spectator, hvad J har mod Dadler=Pakket skrevet,
Er efter billighed ey vel optaget blevet;
Thi Eders Slutning er ey alle Steder ret,
Med liden Møye jeg skal strax bevise det.
jeg dadler ikke, at I dem til Rette sætter,
Der drive stedse Spot med Skabnings Bræk og Pletter;
Men at hver Bræk J vil tilskrive Skaberen,
Beviiser, at J ey har styret Eders Pen.
B er en Krøbling; men hans egen Faders Laster,
Har giort ham denne Bræk, om man end Skylden kaster
Paa GUd, saa giver man jo Himlen Skyld for det,
Som den fra første Tid har dannet Regel -ret.
En doven Moder sees sit Barn at overgive
Til uforsigtig Skarn; hvad Under det kand blive
Beskadiget, naar den, som Barnet har paa Skiød,
Ey skiøtter, om det end sin Ryg og Arme brød?
Hvor mange see vi ey sig Krøblinger at giøre,
Et overdaadigt Liv fordi de stedse føre?
G haver ved sin Drik sit Maal og Mæle tabt,
Men hvo vil sige, at han er saaledes skabt?
At mangen Iguorant slaar Rynker paa sin Næse,
End ogsaa naar han kand de beste Skrifter Læse,
Jeg nægter aldrig; men Vankundighed er en
Alleene Aarsag, at man gaar paa Dadlers Vey.
En Mand, som stedse man ved Pennen seer at hænge,
Sig bilder ind, at han, som skrevet har saa længe,
Har eene Rettighed at skrive, derfor han
En andens Skrifter ey for nogen rose kand.
Jeg irrer ikke, om Misundelse jeg regner
Som Aarsag, hvorfor man et Dadler=Merke tegner
Ved deres Skrifter, som for Lyset komme frem,
Endskiønt de skreven er med største Fynd og Klem.
Jeg har ey Leylighed at røre meer ved dette,
En kort Erindring jeg til Slutning kun vil sætte:
Spectator stræb, at J af nogen ikke skal
Faae allerførste Sted blant Dadlers store Tall.
Bøy Øre til mit Raad, lad Philosophen skrive,
Og lad hans egen Pen hans beste Dommer blive;
Thi om han skriver vel, han skrive bør i Roe,
Hvis ikke faaer han selv paa sit Papiir at gloe.
Da jeg et Rygte fik om Eders Kriig at høre,
Jeg nægter ikke, at det skurred i mit Øre;
Den Stakkel frygter dog, og beder Eder, at
paa Journalen ey mod ham vil tage fat.
Giør fyldest da hans Bøn, maaskee han har en Mave,
Der af Philosophie sin Føde ey kand have,
Det skader Eder ey, endskiønt hans sultne Pen
Giør lidt Figurer, bliv i dette dog hans Ven.
