No. 24.
Udgivet den 4 Decembr. 1744.
Plurima Judicibus cum munera mittis amicis,
Sordidus es, Tulli, munificusqve simul,
Munifici signum est animi, dare munus ami¬
cis:
Munera Judicibus mittere, avaritia est.
A¬
t handle tvert imod sin egen Lærdoms Grunde,
J sine Skrifter, og sig sige selv imod,
Kand den, som har Fornuft, bifalde ingenlunde,
En Sag bør stedse staae paa en bestandig Fod.
Vor Verden samlet er af heel adskilte Deele
Hver Deel, saa siger man, er som et Kiede=Led,
Beskadiges en Part, man slutter, at det heele
Paa ingen Maade kand bestaae og blive ved.
Den ene Ting er til allene for den anden,
Derfor maa Ondt og Godt i Verden være til;
Sligt forhen haver jeg vel læst hos Sande=Manden,
Men tvert imod han nu sin Læser lære vil.
Om noget Onde kand paa Jordens Klode findes,
Hvor af vi meget Godt kand see at springe ud,
Saa bliver Tvistighed det største, jeg kand mindes;
Thi gyldne Frugter sees af dette onde Krud.
Hvo vilde støde om Naturens første Grunde,
Forjage Kierlighed til Næsten af sit Bryst?
Hvo kand vel agte dens Principia for sunde,
Som andres Undergang befordre kand med Lyst?
Vel synes Tretter om Ukierlighed at bære
Det største Vidne, men, naar Sagen agtes ret,
Saa den, som paa een Kant ukierlig sees at være,
Paa anden renset er fra en saa heslig Plet.
At denne mørke Sag jeg lidet Lys skal give,
Exempler Læseren jeg forestille vil,
