94
Der, som jeg meener, skal saa tydelige blive,
At man ey nødig har, at legge meere til.
B er en Trette-kier, der stedse sees paa Tinget,
Der alle Tider Horn i andres Side har,
Endskiønt hans Sager ey har meget vel gelinget,
Man bliver dog endnu hans Trætte=Syge vaer;
Men hvo vil sige, at han er en svoren Fiende
Af Kierlighed? o ney, han har en ædel Siel,
Han skiøtter ey om han skal tabe eller vinde,
Naar kun Betienterne kand stedse leve vel.
Hans Dørre aabne staaer for den Velviise Dommer;
Og, som han veed, at han foragter ey en Taar,
Saa møder han ham og med Glasset, naar han kommer,
Og taaler ey, at han af Huuset ædrue gaaer;
De komme til Accord, og Dommeren skal have
For sin Bevaagenhed, en Tønde avret Smør,
To Grise og et Lam, foruden Penge=Gave
Kald denne Borger nu ukierlig, om du tør
To Øre=Smykker, at forære Præstens Kone,
At Manden tabe skal ugrundet Myndighed,
Er intet her imod, ney, B en anden Tone
Vil qvæde, naar han har en anden giort Fortred;
Han skielder, drikker, slaaes, han føler sig i Laster,
Og i Uroelighed med Forsæt styrter sig;
Han alle kloge Raad med Bitterhed forkaster,
Just for han Dommeren med sit vil giøre riig.
At giøre andre Gødt foruden egen Skade,
Bør vel berømmes, og man kalder det en Dyd,
Men den, som sees sig selv for andres Skyld at hade,
Fortiener Ære=Sang med høyt Basune=Lyd;
Det kaldes Helte=Dyd, som faa kun haver øvet,
At sælge hvad man har, og give anden Ven,
At hielpe andre op, og krybe selv i Støvet
At løse andre, og selv gaae i Fængsel hen.
Med saadan Helte=Dyd Bstedse har sig prydet,
Han haver altid havt en uretfærdig Sag,
