Og just af denne har en Dommer Frugten nydet,
Paa saadan Omgang jeg tør aldrig kaste Vrag.
K skinner, som en Soel, af mange store Dyder,
Hans Rygte over alt paa beste Maade staaer,
Hans Yndest Strømme=viis til Hospitaler flyder,
Og Sognets Fattige sex Tutter aarlig faaer.
Han veed, den vakre Mand, at Gavmildhedens Straaler
I Øyet stikker stærkt, og at en ærlig Mand,
Der skienker Fattige af sine Rigdoms Skaaler,
For Ødselhedens Last saa snart beskyldes kand,
Hans Øyne staaer i Vand, naar usel Betler=Klage
Ham uformodentlig for Øret komme kand,
Han krymper sig, naar han en Skilling kun kand tage,
Og rekke den til en ynkværdig fattig Mand.
Det ædle Hierte, som han udi Livet bærer,
Kand saa bevæges ved den Armes Trang og Tarv,
At det en sikker Vey ham uden Ophold lærer,
Hvorledes allerbest han deele skal sin Arv.
Han søger Sted blandt dem, der Vinens Gud tilbeder,
Paa en sig vælter ind med Helte=Tapperhed,
Han ved en Kindhest sig til Tinget Vey bereder,
Men skulde han vel for en Dom sig giøre vred?
Oney, han Øyet op til Himlens Skyer kaster
Med Tak for saadan Dom, der gav ham Leylighed,
At han kand vise det, hvorfore man ham laster,
En imod Fattige prisværdig Gavmildhed.
Det var mig, siger han, en Bagatel at vinde;
Thi Dommeren og jeg hinanden godt forstaae,
Det var mig gandske let hans Øyne at forblinde;
Men hvorfor skulde jeg paa slige Veye gaae?
Jeg heller give vil de Fattige min Tutte,
Og tiene Himlen ved min Næstes Kierlighed,
End nogen Skilling ned i Dommer=Lommen putte,
Der, som man siger mig, af ingen Næste veed.
Foruden den, som nær hans høyre Haand vil komme,
Og give den en Glands af deyligste Metal,
Hvi
