98
Hvor vil det gaae med dig, du store Wolfianer,
Der Folk til din Fornuft ved Penge Veyen baner,
Og udi Alne=Tal paa Maale=Konstens Viis
Udmaaler din Fornuft for en civile Priis.
Vil Glose=Bogen ey indbringe sine Renter,
Man hos Philosophie da beste Forslag henter:
Men see, det ene med det andet er forvendt,
Og som Vanskabninger for Danske Øyne sendt.
Saaledes gaaer det den, der haver høye Tanker
Om sin Capacitæt, skiønt han i Blinde vanker
Den Slidder Sladder, som ey giver noget Gavn,
Man giver af Fornuft et meget prægtigt Navn.
Hvis jeg ham kiendte ey, med Løven maa jeg sige,
Af Marken maatte jeg med skrækket Hierte viige,
Nu holder jeg dog Stand; jeg veed, han bliver den,
Om hvilken Phædrus har et Ord i Fabelen.
Hvis jeg mig kiendte ey og mine svage Kræfter,
Hvis alt for høye Ting jeg kunde komme efter,
Jeg Philosophens Ark vel skulde gribe an;
Men, da det overgaaer min Hierne og Forstand,
Jeg vil til anden Mand dets Domme overlade;
Dog hvad jeg bliver vaer udi de sidste Blade,
Som jeg begribe kand at være heel forrykt,
Og ey undskyldes bør, som det, der er fortrykt. (b)
Med tre a fire Ord jeg drister mig at røre:
Hør Mester, siig engang, hvad gier dig Ret at giøre
Et Menneske, som du for Menneske seer an,
Til Sparebøsse, siig, om sligt undskyldes kand.
Dog see, vor Philosoph vil søge her at skiemte;
Men det er ilde, at mit sidste Raad han glemte;
Thi hvis Fornuftens Regl han brugte i sin Skiemt,
Sit Jndfald havde han i Sparebøssen giemt.
Saa
(b) Jeg har fundet adskillige Trykke-Vildelser i mine forrige Stykker,
der har gjort Meeningen ofte uforstaaelig, naar Læseren ey selv har
kundet rette dem; Men man giør ofte Bogtrykkerne Uret, og und¬
skylder sin egen Vankundighed med deres Uagtsomhed.
