Saa meget har han dog af sund Fornuft tilbage,
At han kand merke, hvis hans Blade skal behage,
Af Skiemt og Alvor de maa endelig bestaae;
Thi Krammen ellers vil fra Hænder ikke gaae.
Af denne Aarsag laer han hurtig Pennen løbe,
Ey stiøtter om han end sin Daarlighed skal røbe,
Han stiler sine Snit paa Daarers store Tal,
Vil andre kiøbe ey, saa veed han, disse skal.
Om nogle har han sagt, at de med Lykke seyle,
Ey for Dumdristighed, men sund Fornuft de feyle,
Mon jeg forseer mig, naar jeg bruger disse Ord
Om Philosophen selv, hvis Daarlighed er stor?
Mon han vel skulde frem med saadan Sladder komme,
Og sige, at en Mand sig bærer i sin Lomme,
Hvis Dumhed samlet med Dumdristighed blev ey
Den Vind, der førte ham paa Daarlighedens Vey?
Men blant fornuftig Skiemt vi vil hans Tanker sette,
Han vinder, meener jeg, dog intet meer ved dette,
End at vi kalde ham en Spare=Bøsse kand
Med samme Ret, som han kand kalde anden Mand.
En Penge=Puger han saa kalder, kand jeg tænke¬
Der Slave=bunden gaaer i Gierighedens Lænke,
Og giør sin stygge Last for alles Øyne klar,
Naar egen Fordeel han for Øyet stedse har.
Men skulde jeg vel troe, at Kierlighed til Landet
Er eeneste Motiv, og ikke noget andet
At Philosophen sig paa Pladsen lader see
Med sin Fornufte=Kram iblandt Tilskuere?
Ney, tydelig han har i denne Sag sig blottet,
Da han i andet Ark endog med mig har spottet,
(Om jeg og dette Navn hans Tanker give kand,
Der røbe saare lidt af Menneske=Forstand.)
Hvis han ey kunde sig til Spare-Bøsse giøre,
Han skulde da vel ey saa hurtig Pennen føre,
Hvis han ey blindet var af andres Penge=Pung,
Sin egen skulde han da ikke giøre tung.
