100
Dog det er ey min Sag, jeg under hannem gierne,
Hvad han fortiene kand ved Pseudosophisk Hierne;
Med dette har jeg ham kun givet at forstaae,
At han ey kalde Folk en Spare=Bøsse maae.
Og hvis han oftere med saadant skulde komme,
Saa siger jeg, at han i høyre Buxe=Lomme
Har sluttet sin Fornuft; men dette just forglemt,
Og derfor selger sin urimelige Skiemt.
At hans Hukommelse ey meget stærk maa være,
Jeg slutter; Thi jeg seer, han ofte os vil lære,
At som Philosophus han pranger med Fornuft,
Og med sin Hierne=Dunst besmitter Danske Luft.
Jeg gad allene vidst, hvad Sande=Manden tænker,
Naar Philosophen ham saa høye Titler skienker?
Jeg bluedes, om jeg mig saa betitlet saae
Af den, hvis Ord hos Folk saa lidet kand formaae.
Om den, som er en Nar, min Klogskab vilde prise,
Jeg frygtede, at Folk det holdte for en Vise
Om een, der nyligen Forstanden havde tabt,
Og uformodentlig til Skifting var omskabt.
En Sags Beskaffenhed man hører ikke gierne
Af Hykler=Pak, og dem, der haver Grød for Hierne;
Den Roes er grundet, som sig grunder paa Forstand,
Den duer intet, som en Daare give kand.
Men jeg, hvad har jeg giort, at jeg saa længe bliver
Ved Philosophen, og ey mine Tanker giver
Om Arket, som jeg seer fra Danske Sande=Mand,
Hvor Advocater han saa dristig griber an.
Bliv, Læser, ikke vreed, at Philosophens Blade
Med deres Narrerie har gjort dig denne Skade,
At min Ataqve du imod Spectator faaer
Da først at see, naar du til andet Stykke gaaer.
