102
At ved nogle døde Blade,
De kand tage ingen Skade
Udi deres gamle Snit.
Men med et fornuftigt Øye
Naar vi Sagen agte nøye,
Feyler jeg kun meget lidt,
Om jeg Advocater giver
Navn af det, som ofte bliver
Midler udi Himlens Haand,
Til at straffe manges Laster,
Som til Tinget ofte haster
Af en Trætte=fyldet Aand.
L. er en bekiendt Bedrager,
Tænk, hvor mange sig beklager
Over all den Uret, som
Sine Brødre han tilføyer
Naar han deres Gods fordøyer,
Stolende paa saadan Døm,
Som man af en Mand kand vente,
Der Retfærdighed paa Rente
Skammer sig at sætte ey.
L. beslutter sig at væbne
Med en Talsmand; men hans Skjebne
Fører ham paa Betler=Vey,
Advocater ham udsue,
Og med Armod sees at true;
See vi ikke Himlen her
De Fortrængtes Sag at tage,
Og ved Advocat at plage
Den, som komme vil for nær.
Andre paa forbudne Veye¬
Og fra Dydens Stie vil skeye
For sig selv at giøre riig.
Naar vi dette ret betragte
Vi en Tals =Mand da kand agte
Bødelen at være liig;
Her ved mig i Tanke rinder,
Hvad jeg hos en Autor finder
Tegnet om en Trætte an,
