Som imellem to begyndtes,
Der af Hovmod begge syntes
Ey at have Overmand.
Procurator var den ene,
Der med Magt sig vilde meene
At besidde Fortrins Ret
For den anden, der var Læge,
Da de længe havde begge
Drevet Tiden bort ved det;
Reyste sig en Nar ved Bordet,
Vilde føre Megler=Ordet,
Og i Sagen dømte saa:
Da en Røver engang maatte
Hovedet for Sværdet blotte,
Og til Pladsen skulde gaae,
Reyste sig en selsom Trætte,
Hvem der burde gaae med Rette
For i Veyen, enten hand
Skulde nyde selv den Ære,
Eller den, der skulde være
Efter Lov hans Bane=Mand;
Sagen man for Dommen førdte,
Øvrigheden den afhørdte
Og i Sagen dømte saa:
Bødelen skal Tiener være,
Røveren bør nyde Ære,
Som fornemste, for at gaae.
Hvad i sær jeg ey fordrager,
Er, at man blandt Lande=Plager
Giver Advocater Sted
Fordi man betragter ikke
Sagen ret til Punct og Prikke;
Thi de burde regnes med
Blandt det Onde, som det Gode
Meget hielpe kand paa Fode,
Hvilket let bevises kand:
Naar en Mand sig seer bedraget
Bliver smukt ved Næsen taget
Af en Procurator Haand;
103
