105
No. 27.
Udgivet den 18 Decembr. 1744.
Nil numerare juvat, nil addere semper acervo
Multiplicare nihil: divide, tutus eris.
N¬
aar Naboe ikke vil, man nogen Fred skal have,
Hvad under, at man da til Værge sig maa lave,
Naar Philosophen sig i Skindet holder ey,
Bør jo Poeten gaae sin gamle Fryde=Vey.
Jeg saa indstændig seer vor Philosoph at bede,
At Danske Læsere ey vilde blive kiede,
Men stedse blive ved at legge Skierven hen
J Sparebøssen til en philosophisk Pen.
Det er den Kierlighed, jeg slutter han begierer,
Det skader hannem ey, om alle end raillerer
Med hans Philosophie, naar Næringen kun gaaer
Med Lykke for sig, og ey tager noget Skaar.
Han venter Kierlighed af alle tør han skrive,
Sin Fiende meener han dog stedse mig at blive
Ney men! jeg elsker ham, dog paa poetisk Viis,
Men paa hans Blade jeg ey sætter nogen Priis.
Jeg elsker hans Person, jeg hade bør hans Drømme,
Naar han kun som Skribent af Pladsen vilde rømme,
Med ham til rette jeg da uden Sværdslag kom
Og skaanede ham for en haard, men sandrue Dom.
Jeg skulde ikke dig den mindste Modstand giøre,
Hvis jeg af alle ey med Ærgernes maa høre,
At, hvad du skriver, er kun Daare=Kiste Snak,
Der Penge skaffer vel: men ikke megen Tak:
Du burde skrive saa, at Danmark havde Ære
Af din Philosophie, og Dyden kunde lære,
