Men hvorfor skulde jeg med dette mig umage,
Og anden Dommer sin Materie betage?
Lad Sande=Manden selv sin Sag forsvare, jeg
Nu agter billigen den gode Mand en Streg.
Han skierper Pennen mod en meget yndig Fiende;
Men vi kand sige, at han skriver udi blinde;
Thi den, som sigte vil mod Gierrighedens Lask,
Til Verden haver reent sin Kierlighed bortkast.
Jeg har mig foresat i mine Uge=Blade,
At vise, at man ey bør alle Laster hade;
Med alt det Onde man just ey bør drive Spot;
Thi ofte føder det dog noget, som er godt.
Spectator siger, naar han Gierrighed betragter,
Han billig denne Last for saadan en eragter.
Der mod Fornuften meest er stridig; skulde han
Vel sige disse Ord med nogen sund Forstand?
En Sag det er, hvordan Fornuften burde være,
En anden, hvordan den nu er; hvo kand begiere,
At den, som Slave er, skal føre Herre-Navn,
Og den, som irrer selv, skal føre Folk i Havn.
Man raaber stedse paa Fornuftens Herredomme,
Man ønsker, at den Tid dog engang vilde komme,
Da Mennesket i sær sin Ondskab kunde see,
Det skulde ikke da i Lasters Søle lee.
Forgieves meener jeg et saadant ønske bliver
Forgieves meener jeg mod Gierrighed man skriver,
En Gierrig tænker, at han bruger sin Forstand,
Skiønt andre kalde ham en meget daarlig Mand.
Han seer, at han sig ey igiennem Verden slider,
Med mindre meget Ondt for Skillingen han lider,
Han det Tilkommende for Øyet stedse har,
Just derfor bliver han saa mange Poster vaer,
Jom efter Verdens Skik, udfordrer store Penge,
Han heller samle vil, end selv til sidst sig hænge,
Nag
107
