108
Naar han Lyksalig hed i Penge sætte vil
Saa sætter han ey sin Lyksalighed paa Spil.
Fornuften lærer os vort eget Gavn at fremme,
Bør da den Gierrige sit eget Gavn forglemme?
Hvo siger, at han skal for daarligt det ansee
Som andre driste sig, som daarligt at belee?
Naar Gierrighedens Træl saaledes raisonerer,
Som Sande=Manden os hans Slutninger formerer,
Saa taler han, som den, der beste Hierne har,
Og ingenlunde bør passere for en Nar.
Et Menneske, der saa sit Liv i Verden fører,
At han sig bilder ind, at alting ham tilhører,
Han eene er i Stand at være Lykkens Søn,
Lyksaligheden blir og uden Tvivl hans Løn.
At Lysten voxer med de store Capitaler,
Er heel naturligt; thi, naar Mennesket afmaler
J Phantasien, hvad han har at give ud,
Han bør tilbede jo desmeer sin gyldne Gud.
Jeg undrer ikke, at den Fattige sig giver
Tilfreds; thi Byrderne de Riiges ene bliver,
Tænk, hvad Huusholdninger, hvad Moden fordre kand,
Og lær, at skaane dog en heel fornuftig Mand.
