109
No. 28.
Udgivet den 18 Decembr. 1744.
lmbecillitate aliorum
Non nostra virtute valemus.
Cicers.
D¬
et er slet ingen Konst mod Gierrighed at skrive,
Det koster ikkun lidt en anden Regler give;
Men selv at vandre paa Uskyldighedens Vey,
Er noget, som saa let sig lader giøre ey.
d) Bortkast din Lystes Aag, lad din Fornuft regire,
Saaledes kand man vel mod andre procedere,
Men naar det gielder om at tvinge eget Sind,
Saa stritter man imod saa krymper man si Skind.
En Mand, som Afskye har for Bachi Drue=Drikke,
Kand sige ved sig selv, at han begriber ikke,
Hvorledes Mennesker kand finde Lyst til sligt
Og saa forglemme reent sin Skyldighed og Pligt.
Men om han fandt sig selv tilbøyelig at være
Til samme stygge Last, han skulde da vel lære,
At Lasten ey saa let paa Dørren jages kand,
Som man kand sige, at den ziirer ey en Mand.
Jo sødere vi seer en Feyl og Last at være,
Jo mindre vil vi til paa Dydens Aag at bære,
Det første synes os en rigtig Himmel Vey,
Det sidste meener vi, at vi behøver ey.
En Last kand kildre saa et Menneskes Gemytte,
At i hans Phantasie den giver største Nytte,
Og, naar han drømmer saa, hvo vil da undre, om
Han fælder over Dyd den meest forvendte Dom?
Om Gierrighed i sær jeg drister mig at sige
At den i Hiertet sig kand meget hastig snige
Saa meget større, som vi finde kand dens Skin,
Saa meget snarere den Hiertet tager ind.
