110
Jeg holder for, at vi kun meget faa skal finde,
Der Øyet lader ey af denne Glands forblinde,
Erfarenhed har lært, at den som skrevet har
Mod Gierrighed, har gjort sig selv til gierrig Nar.
Vel sandt vi finde dem der Penge har foragtet,
Der Guld og Penge som et intet har betragtet;
Men disse ere kun i Verden meget faa,
Og mon de derfor just paa Dydens Bane gaae?
Ney skiønt Metallet ey kand deres Hierte røre,
De lade sig derfor paa Dydens Vey ey føre,
En Last kand ofte mod en anden føre Krig,
Og om endskiønt man ey har Lyst at være riig.
Paa Klumper Guld og Sølv, man dog kand andet ynde,
Hvorved i samme Grad mod Himlen man kand synde,
Det er ey nogen Dyd at man foragter Guld;
Thi Siælen være kand af Hovmods Vinde fuld.
Hvad os fortælles om hin store Alexander,
Beviiser, at man tidt en Lyst og Last forbander,
Ey fordi Foden paa en dydig Bane staaer,
Men for af anden Last man Slave=bunden gaaer.
Da denne store Helt fandt Verden alt for ringe,
Som under Trældoms Aag han kunde undertvinge,
Da Persers Konge han snart havde ødelagt,
Man tænkte da paa et Freds Forbund og Contract.
Man tilbød Kongen en anseelig Summa Penge,
Hvis han ey længere med Krigen vilde trænge,
Men Alexander, som sig kaldte Guders Barn,
Den Penge=Dynge holdt for Lapperie og Skarn.
Parmenio, som saae, at Krigen kunde endes,
Om Kongens Sind til Fred ved Penge kunde vendes,
Skal have sagt var jeg i Alexanders Sted
Jeg skulde denne Sum i Kisten legge ned;
Og jeg, var Kongens Ord, det samme vilde giøre,
Var jeg Parmenio. Saa lidt kand Penge røre
En Mand, som ligger syg udaf Ærgierrighed,
Og for sin Sygdom ey at sætte Grænse veed.
Specta¬
