Spectator skriver om de mange onde Følger
Af Gierrighed, men han det meget Gode dølger,
Som jeg indbilder mig ved denne Last at see,
Og derfor taaler ey dens mange Dadlere.
Naar Gierrighedens Last til Grunde man vil kaste,
Med manges Undergang, mig synes, man vil haste;
Det Gode, som jeg seer af denne onde Rod,
Giør, at jeg træder ey just Lasten under Fod.
En Penge=bunden Træl sig synes selv at hade,
Men andre af hans Last har ikke megen Skade,
Jeg sætter, Lasten blev af Verden jaget bort,
Jeg troer, mange da kom merkelig til kort.
Naar en bemidlet Mand fra Verden Afsked tager,
Naar Skin af blanken Guld hans Arvinger bedrager,
Naar disse meene, at man Uret giører dem,
En Procurator da sit Hoved stikker frem.
Han siger: Kiere Ven, J meget meer bør have,
Er J fornøyet med de andres Naade=Gave:
Lad Retten give Jer den Ret J have bør,
Kom an, jeg Sagen selv for Eder føre tør.
Han venlig taler da med begge Vederparter,
Med største Høflighed dem begge han opvarter
Til sidst, naar Sagen har henstaaet nogle Aar,
Hr. Advocat da med den beste Deel bortgaaer.
Vor Mester, som sig Navn af Verdslig Viisdom giver,
Mig synes uden Tvivl, i sidste Stykke skriver,
At han ey fatte kand, hvorledes nogen Mand
Af andres Onde vel i Verden leve kand.
Kand han, den Stakkel! ey saa klar en Sag begribe,
Saa maa jeg sige ham, at Advocater slibe,
Naar andres Gierrighed dem kalde for en Ret,
Mon en Ulykke vi kand ikke kalde det?
Og af Ulykke mon det ikke er at leve,
Ja mangen seer vi jo i største Pragt at sveve;
Naar Kilden dages op, saa bliver Slutningen:
Hans Fader været har af Gierrighed en Ven.
111
Man
