112
Mon I. sig skulde vel saa stadselig opføre,
Og mon han kunde vel saa mange Luft=Spring giøre,
Hvis Faderen ey var en Jens von Nitten Gryn,
Hvis Penge=Straaler har forblindet andres Syn?
Jeg veed, at F, som jeg et Menneske maa være,
J seer ham daglig paa et Legeme at bære,
Der ey kand trænge sig igiennem Dørre, naar
Man slutter dennem til, han dog igiennem gaaer.
Jeg banker stedse paa, men ingen mig oplader,
Hver Tiener, som mig seer, som Lænke=Hund mig hader,
J deres Øyne er jeg kun et Stakkels Drog,
Den de kand vise bort, som anden Tigger=Pog.
Men, naar F mælder sig, han finder Dørren aaben,
Man hører ikke da til nogen Skrig og Raaben,
Hvad vil J, kiere, jeg nu haver ingen Tiid,
Og andet meere, som jeg tie vil med Fliid.
Naar Penge slige Ting, og meget meer udretter,
Blandt Daarer dristig jeg da alle dennem sætter,
Der imod Gierrighed vil skierpe deres Pen,
En Last, der viser sig af Mennesker en Ven.
