113
No. 29.
Udgivet den 24 Decembr. 1744.
Ut sapiens Line, fis, nil nisi posse deest.
N¬
u legger jeg min Pen, og vil ey meere skrive,
Mod Philosophens Ark, helst naar min Dom skal
blive
At hvad jeg dadler, skeer af en uægte Grund,
Af Frygt jeg derfor ey oplade tør min Mund.
Men pleyer en Poet at lade Modet falde?
Helst naar en andens Pen til Feldten han vil kalde,
Jeg tænker billig, at en Apollinisk Mand
Er høyt forbunden til at holde stedse Stand.
Dog ney! min Fiende sees at bruge nu sin Styrke,
Jeg seer ham Dag fra Dag sin Hierne at uddyrke,
Han haver sin Fornuft saa længe holdt til Falds,
At han er bleven til en Stats=Mand paa en Hals.
Vel har jeg Fordum hørdt, at Knubbe kunde blive
Til Guder; men om jeg skal reene Sandhed skrive,
Saa synes mig, at den Forvandling liden er
Mod den, som jeg i hast med Philosophen seer.
En Mand, som ey forstaar sin Moders Maal at tale,
Som egen Daarlighed for andre vil afmale,
f Stats Affairs sees at føre nu sin Pen.
Men hvo kand sige, hvor den stakkels Mand vil hen?
Det Spørsmaal om en Mand, som Scepter sees at bære,
Skal heller paa sit Slot, end udi Marken være,
Naar Fienden falder ind og griber Landet an,
Besvarer vor Skribent med ugemeen Forstand.
Saa uden for sin Skoe en Mester klog kand være,
Af Philosophens Svar vi tydelig kand lære,
Men skiønt Spectator ey har givet noget Svar,
Han dog om denne Sag langt bedre skrevet har.
Dd
Om
