Du kand af egen Kram den beste Slutning giøre,
Jeg Sagen meere ey har nødig at udføre,
Du fatter ikke ret en andens Ords Forstand,
Du bedre derfor ey om Ugen skrive kand.
Naar han er i Nordvest, saa seyler du i Synder;
Ret saa! J det jeg her nu en Seylads begynder,
Saa maa jeg tale om det rare Jndfald, som
Mig i dit Uge=Ark nu nys for Øyet kom;
Siig, om jeg irrer, naar jeg siger, at du haver
Ved dette Jndfald selv beundret dine Gaver,
Dit store Skrive=Pund i Alvor og i Skiemt,
At roese hos dig selv du haver ey forglemt.
Du siger: Scenen er i Tingen ey omskiftet,
Du sagde ikke saa, hvis du dig havde giftet
Med Viisdom, og til gavns i Landet var bekiendt,
Hvad du nu skriver er slet intet jo bevendt.
Det bliver visselig en Feyl i vore Egne,
Som Sande=Manden ey omsonst har vildet tegne,
At Folk nu drikke ey, men æde sig ihiel,
Og sær hos Slagteren forøge deres Gield.
Jeg meget ikke vil om dette disputere,
Hos Philosophen jeg endnu kand finde meere,
Som er fornøden, at for ham forklares maae,
At han kand derudaf den beste Sensum faae.
Jeg maa bekiende, at det er en artig Tanke,
At den, som Natte=Tid paa Gaden sees at vanke
Med Næsen fuld, naar han paa Gaden støder an,
Skal efter sin Seylads paa Raadstue finde Land,
Saa vidt gaaer Sagen an; men naar jeg seer man kalder
En Raadstue Losse=Plads, jeg i Forundring falder,
Helst da de Vahre, som den Drukne har om bord',
Ey unden Bludsel vel betegnes kand med Ord.
cepten, meener jeg, da lugter meget ilde,
Og da i Lignelsen vor Autor blive vilde,
Han saa aldeeles har fordybet sig der i,
At han til Øren sees i lutter Snauserie.
