118
Hvad hos een en Feyl kand være,
Bliver hos en anden Ret,
Hvad een blive kand til Ære,
Giør en andens Rygte slet.
Tvende Brødre vi vil sætte
Af ulige Sindelag,
De skal hielpe os til rette,
Legge Sagen for en Dag:
Begge have mange Penge,
Men den eene elsker Dyd,
Vil sig giennem Verden trænge
Ey ved Guld og Penge=Lyd;
Han sig som en Mand betragter,
Der en Borger ogsaa er,
Skyldig derfor sig eragter,
Saadant sig at tage nær,
Som forbedre kand Forstanden,
At han i sit Føde=Land
Ey skal leve, som den anden
Der sit Navn ey skrive kand.
Skiønt hiin sig nu stedse øver
I de allerbeste Ting,
Længe dog omsonst han prøver
Allerførste Ære=Spring.
Denne, som sin Tid henlever
Under Ladheds søde Magt,
Og i daglig Vellyst svever
Slutter med en anden Pagt:
Tien mig med et Ord at tale
Og endskiønt jeg er en Hest,
Kand du mig dog saa afmale,
At jeg tiener allerbest
Til den Charge at beklæde,
Som min Brøder har fortient,
Der paa saadan Vey vil træde,
Som ey giører ham bekiendt.
