Jeg vil store Løfter giøre,
Stræb at Lommen kand formaae,
At man vil min Sag anhøre,
Og mig lade Brødet faae.
GUd forbyde, saadan Broder
Skulde naae sin søgte Havn;
Thi saa slemme Penge=Moder
Vilde stifte lidet Gavn.
Naaede han sit onde Sigte,
Blev han en Last=værdig Mand
Der sig dydig vilde digte,
Og beskadige sit Land.
Naar nu derimod den første,
Som sig haver giort fortient,
Seer sin Broder reyse Børste,
Som han stedse haver kiendt
For en doven Jordens Byrde,
Der end ikke kand med Frugt
Tiene som en Faare=Hyrde:
Men sig selv som udelukt
Fra det Gode, som man giver
Dem, som bruge deres Tid.
Naar han underrettet bliver
At man spilder all sin Flid,
Naar man ingen Penge haver,
Og han resolverer da,
At tilbyde sine Gaver,
Dømmer jeg ham ikke fra
Kierlighed til Føde=Landet,
Han begaaer og ingen Feyl,
Thi han bruger billig Vandet,
Naar han ey har Vind i Seyl.
Naar han i den Stand sig finder,
At han tiene kand sit Land,
Kierlighed ham da forbinder,
Til een Vey med anden Mand.
119
Det
