120
Det er stedse Daarers Maade,
At i deres Domme de
Jkke sig vil lade raa e,
Derfor kand vi ofte see,
At en Gierning underkastes
Lige haard og umild Dom,
Om endskiønt den ey bør lastes,
Naar den skeer af dennem, som,
For med deres Pund at aagre,
Som dem Himlen undet har,
Ofte maa som Hunden logre
For en Jdiot og Nar.
Meere tør jeg ikke skrive,
Jeg nu løber hen i Skiul,
Jeg vil ey til Hinder blive,
Naar vor Jomfrue leeger Juul.
