121
No. 31.
Udgivet den 31 Decembr. 1744
Te laudant multi stultitiamqve tuam.
N¬
u har jeg endelig til fulde faaet at vide,
Hvo Philosophen er, som ingen Klog kand lide,
Man sagde først han var en Gradueret Mand,
Nu siger man at han skal boe ved gamel Strand,
Og at Bogtrykker=Svend han fordum haver været,
Der længe havde sig ved Viise=Trykken næret,
Da denne Kram holdt op, saa blev Philosophle,
Den Sag, som Manden sig fordybede udi.
Naar Sagen har sig saa, forundrer man sig ikke
At han saa jammerlig vil Tanker sammenflikke,
Og med sit usle Tøy for Dagen komme frem,
Skiønt det er uden Kraft, og allermindste Klem.
Da jeg om hans Person den Efterretning hørte,
Jeg ogsaa løselig ved noget andet rørte,
En Tiener sagde man hans Ark igiennemseer,
Hvor ved en Tieneste i Sandhed Manden skeer.
Jeg skriver dette, for at Efterretning give,
At man i Tiden skal ved bare Sandhed blive,
Og ikke sige, at en Dansk studeret Mand
Sig offentlig har viist at have ey Forstand.
Hvor vilde det vel ey til Skam og Skiendsel blive,
At en Studeret ey sin Moders Maal kand skrive?
Lad Folk kun sige nu, han er en slet Skribent,
Det hindrer ikke, naar han ey er Dansk Student;
Herefter maa vi ham af Kierlighed undskylde,
Og ikke trykke just saa hart hans ømme Bylde,
Man under ikke at en uerfaren Svend,
Ey bedre føre kand en Philosophisk Pen.
Naar
