122
Naar man i Luften sig vil over Kræfter svinge,
Naar man sin mavre Geyst til Klygtighed vil tvinge,
Naar mod Naturen man vil være Geyste=riig,
Saa bliver man til sidst toe beenet Asen liig.
Jeg tilstaaer, smerteligt det maa Skribenten være,
Naar han ey nyde kand ugrundet Roes og Ære,
Men hvorfor blev han ey i Pressens Element?
Hvorfore vil han sig opkaste som Skribent.
Det er jo meget stort et saadant Løfte giøre,
At man Philosophie vil ind i Landet føre
Fra Himlen Socrates Philosophie har bragt,
Men vor Philosophus har meget meere sagt,
Hans Hierne er saa fuld af Viisdoms ædle Grunde,
At han i dette Ark ey Læseren vil unde
De Tanker, som endnu han udi Sindet har,
Hvor ved fremdeles han vil viise sig en Nar.
Han lidet haver kun imod Spectator mældet,
Med dette lidet han sin egen Dom har fældet,
Og viist, at hidintil ham Uret ey er skeet,
Naar han er bleven af sin Læsere beleet.
Som Fanden Bibelen, saa læser han Spectator,
Han kalder ham vel en høytravende Orator,
Hans tale tør han dog lemlæste, naar han vil
Med halve Meninger at han kand drive Spill.
Han anderledes sees en Mening at anføre,
End anden Læsere seer Sande=Manden giøre,
Spectator siger ey, en Mand ey stræbe skal,
At han forøge kand sit riige Børne=Tall.
Han siger, at det ey vor Pligt saa meget bliver,
At vi just aarligen vor Børge=Avling driver
Med mindre vi os selv befinde i den Stand,
At Børne=Flokken vi med Frugt opdrage kand.
Og, om vi ikkun faae til Verden skulle bringe,
Saa naar Opdragelsen har vildet vel gelinge,
dette Stykke vi da havde giort vor Pligt,
Skiønt Landet ey hos os paa Børn var bleven riigt.
