123
De
Enhver Fornuftig, som vil Sagen ret betragte,
Kand uden Møye, at jeg siger Sandhed, agte,
Naar Sande=Mandens Ord jeg giver den Forstand,
Som de med billighed modtage bør og kand.
Det er en egen Regel, som Philosophen giver,
Naar han i sidste Ark paa anden Side skriver,
At man saa mange Børn til Verden avle bør?
Som man opdrage kand, naar hørtes saadant før.
Forældres største Deel af Konsten intet vide,
Paa dem Formaninger vil saare lidet bide,
De giøre sig kun selv ved daglig Væsen Spot,
Hvor kand de lære da en anden noget Got?
En Mand, der sværger, at en anden ey maa sværge,
Der lever som et Best, kand han vel være Værge
For de Umyndige, der i de spæde Aar,
Saa snart de føres an, paa onde Veye gaaer?
Naar nu forældre ey kand Børnene opdrage
Bør de derfore ey paa Børne=Fødsel mage?
Skal slig Philosophie i Verden holde stik
Med Verden meener jeg, det meget ilde gik;
Helst naar Forældre sig forbundne skulde finde
At følge Reglerne, som Manden har i Sinde
At give os endnu i meere sit Papiir,
Der, som det andet, vel kun Kræmmer=Huuse blier.
Hvis en Opdragelse saaledes skulde være,
Som Philosophen vil, saa maatte mange lære
Philosophien paa en Mathematisk Fod;
Thi Børne=Tugten blev jo ellers ikke god.
Det kalder jeg for sig at kunde got plaidere;
Fik Manden Myndighed, at kunde imponere
Hver Fader sine Ark, som Skoler Glose-Bog,
Saa troe mig Lommen ey den mindste Skade tog.
Det er nu synes mig, ret bleven til en Mode,
At alle tale vil til verslig Viisdoms Gode,
Dog ingen meer end den, der ved at tale saa,
Kand giøre at han kand Collegianter faae.
Man
