124
Man mangler Ord hvor med den Nytte man beskriver,
Som efter disses Mund Philosophien giver;
Den af Sheologie en Tienerinde er,
Nu maa den første ey den sidste komme nær.
Man prædtker om den, som ene Himmel=Stie,
At man disbedre selv paa Skillingen kand gnie,
Et Barn ey A BC kand lære uden han
J Sted for Moders Maal Philosophien kand.
Jeg taler ey som den, der taler hen i blinde,
Naar man alleene i sin egen Barm vil finde,
Saa vedder jeg at hvad jeg skriver har sig Ret,
Hvor meget man end vil ved Konst bestorme det.
Tag Monsr. l'hilosoph mit Raad til Eftertanke,
Sæt for din Viisdom dog en meere snever Skranke,
Det ikke mueligt er, at Landet fyldes kand
Med Folk, som alle har med dig en høy Forstand.
Du, som ey andet har om Dagen at bestille,
End ved Fornuftens Brug dig ved Fornuft at skille,
Du, siger jeg, kand vel paa Mathematisk Viis,
Bevise, at man bør paa Konsten sætte Priis.
Men Bonde=Borger=Mand, som Himlen og begaver
Med Børn, mon disse Tiid og den Formue haver,
At de til slige Ting kand holde deres Børn?
O ney, for Rimets Skyld, du taler som en Biørn.
Jeg ikke dadle vil din viise Tænke=Maade,
Jeg vil allene dig som en Fortroelig raade
At, vil du Næringen fra Huuset ey skal gaae,
Her efter bedre du nødvendig skrive maae.
