125
No. 32.
Udgivet den 31 Decembr. 1744.
Solus Dis Deus est, dites Dii, numina nummi:¬
Cum plausu loquitur Pluto, tacetqve Plato.
J¬
eg tilstaaer vel at Tiiderne
Behøve nogen Ave,
Og at de riige Borgere,
En revselse bør have,
At tale de Fortrængtes Sag
kand giores vel fornøden,
At legge Ondskab for en Dag,
Der piiner dem til Døden,
Er saadan Gierning, som man kand
Tilfulde nu berømme,
Endskiønt enhver bemidlet Mand
Vil agte den for Drømme,
Men frem paa saadan Vey at gaae,
Som vi Spectator finder,
Er daarligt, om jeg sige maa,
Og kun til meere hinder.
Den riige Mand, der Dyder ey,
Men Capitaler haver,
Herefter vist vil sige ney,
Naar nogen om hans Gaver
Vil bede og henvise dem,
Jom sige sig at trænge,
Til Sande=Manden, som med klem
Har viist, at ikke Penge
J Verden sand Lyksalighed
Og Sindets Roe kand give,
Ja har enddog med nidkierhed
Mod Rigdom vildet skrive,
