128
Men jeg saa længe taler om
De Riige, og jeg glemmer
De Fattige, de Stakler, som
En Sørge=Sang istæmmer.
Jeg siger, som jeg sagde før,
At Verdens beste Støtter
Er de, som giennem gylden Dør
Ey deres Fødder flytter;
Men som i Dyden øve sig,
Og det, hvormed i Tiiden
De tiene kand, naar nogen Riig
Behøver dem ved Siden.
Tænk ey min Læser, at jeg vil
Enhver bemidlet laste,
Sligt griber jeg dog aldrig til,
Endskiønt jeg nu maa haste,
Og hastig kand forløbe mig;
Jeg siger ikkun dette,
At mangen Riig ved Penge sig
Paa saadant Stæd tør sætte,
At han strax maatte falde ned,
Hvis ey en fattig Næve
Forlidet viiste sig bereed
Hans Ære at haandhæve.
Sligt burde den betænke dog,
Der fattig Mand forhaaner,
Og er dog selv et usel Drog,
Der andres Hoved laaner.
J¬
