129
No. 33.
Udgivet den 8 Januar. 1745.
Ridentem dicere, Verum qvid vetat?
H¬
vis jeg ugrundet Snak troeværdig agte vilde,
Hvis jeg for Sandhed tog, hvad man vil os ind¬
bilde,
Jeg skulde tænke snart, at Philosophen er
Ved sit Pedanterie bekiendt gjort fiern og nær.
En Mand fra Helsingøer vil Pennen mod mig føre,
For jeg fordrister mig ved dens Papir at røre,
Der i sin Dumhed sig tør kalde Viisdoms Søn,
Og for sin Daarlighed begiere Uge=Løn.
Jo, jo, nu skulde vel de Helsingøerske Drenge,
En meget bedre Kram foragte og bortslenge,
Og søge sin Profit ved Svovelstikke=Tøy,
Ney, ney, om aldrig før, saa nu Avisen løy.
Og sæt, i Helsingøer en Verse=Kræmmer findes,
Sæt, at ey noget Løgn paa Ærmerne os bindes,
Saa veed jeg ikke, hvad man mod mig skrive kand,
Naar man vil bruge sin Poetiske Forstand.
Vel sandt, jeg Skieppen fuld tør Philosophen maale,
Men, bør den Stymper ey bevise, han kand taale,
At Prøver sættes maa paa hans Philosophie,
Den, efter egne Ord, han sig fordyber i?
Apollo har mig sat til deres Pidsk og Svøbe,
Der uden Grændserne fordriste sig at løbe,
Hør mig, du Philosoph, din Pestilents jeg vil
Saa længe være, til du haver tabt dit Spil.
Nu sees du en Person paa Pladsen at agere,
Nu anden, snart du vil en Stads=Mand præsentere,
Snart er du Philosoph, snart er du en Pedant,
Jeg sagde ikke saa, hvis jeg ey sagde sandt.
