130
Nu Skole=Mester du for unge Børn vil være,
Nu vil du atter Navn af Jorde=Moder bære,
Jeg denne Caracteer dig giver ey omsonst;
Thi Prøve i dit Ark du viser paa din Konst.
Men, om jeg maatte dig min reene Meening sige,
Fra Sandhed synes du i dine Ord at vige,
Naar Melk, du siger, ey i Sielen virke kand,
Sligt har jeg aldrig hørt af Jorde=Moder=Mand.
Er du en Wolfian, saa burde du jo vide,
At Sielen lider med, naar Legemet maa lide,
J Følge af det Baand, som mellem begge er,
Saa lærer, meener jeg, den store Bulfinger.
Naar Barnet Hore=Melk af Hore=Bryste drikker,
Naturen Legemet formodentlig saa skikker,
At den Complexion, som Skiøge=Qvinden har,
Man siden, uden Tvivl, hos Barnet bliver var.
Naar den Beskaffenhed i Legemet vi finder,
Da ved dets Virkninger i Sielen og oprinder
Løsagtig Tanke, som du dristig nægte tør.
Fordi Fornuften du har jaget plat paa Dør.
Du for Beviser ey Exempler vil antage,
Hvad Under, naar man veed den Sygdom dig at plage,
At du nødvendig skal modsige andres Ord,
For at bevise, din Philosophie er stor.
Hvor gal du ogsaa er, saa skriver du dog dette
Med nogen Slags Fornuft; thi gierne du kand giette,
Aehvis Exempler skal, som Argumenter staae,
Diit eget sikkerlig Beviis da blive maae.
At det er mueligt, at den viise Mand kand irre,
Og heele Verden ved sit Raserie forvirre,
Hvad Melk du drukket har, jeg aldrig vide kand,
Da jeg dig finder i en saa forvirret Stand.
Din Hierne er saa sløv, at den begriber ikke
Hvorledes det sig kand for Sande=Manden skikke,
At om Gemytter han vil sige, at de kand
Snart fødes gode, snart i en fordærvet Stand.
