D¬
Ret saa! nu fik vi fat paa dine Sandse=Drømme,
Her maa vi stille staae og din Fornuft berømme.
At du ved din Discours om en og anden Sands
Kand bringe Læseren snart i en Springe=Dands;
Drag om med dit Papier i disse Juule=Dage,
Maaskee en Dandser tør i Buxe=Lommen tage,
Og for dit Sandse=Ark to Skilling give dig,
Dog ney, jeg mærkelig har her forløbet mig;
Jeg beder om Pardon, hvad du om Sandser skriver,
Saa vidt jeg mindes, ey din egen Tanke bliver,
Du kun med andre Ord, hvad andre haver sagt
Har i vor Moders Maal for Danske Øyne lagt.
Dog har du ey betænkt, om hvem du dette skriver,
Hvad andre som en Regl de voxne Brødre giver
Det skriver du for Børn, ha! ha! du gamle Nar,
Du meener vel at Folk den Tiid og Ævne har,
At de kand deres Børn paa runde Taarn opføre,
Hvor de skal Kikkerter og Perspeetiver røre,
Ney, lærer de ey før at bruge Synets Sands,
Saa lærer de ey det ved runde Taarnets Dands,
Den Maade er for dig, der Seere vil være,
At du dit Øye skal i Lommen stedse bære
Helst da det synes ey, at du de Øyne har,
At egen Daarlighed du ret kand blive vaer.
Jeg ikke af Person har Ære dig at kiende,
Men naar mit Øye jeg til dine Ark vil vende,
Jeg uden Kikkert da kand skue, at du er
En saadan Mand, som jeg hos dig afbildet seer.
Jeg haver prøvet om du haver Ret i dette,
Naar i dit sidste Blad jeg mærker dig at sætte,
At Siælen deele kand de forestilte Ting,
Og jeg har merket det foruden mange Sving,
At du ey irret har; Thi jeg mig forestilte
En Philosoph, saa og i Tanker mig indbildte,
At see en Hane, som jeg Hovedet tog fra,
Og Philosophen gav; strax fattede jeg da,
131
