132
At Samlingen gik an; men hvorfor skal jeg skue,
At du ved dette mig med haarde Ord vil true,
Du bør dig glæde jo, at Prøven holder Stik,
Og at du ey for Snak en Repni nande fik.
To Ord jeg har endnu at hvidske dig i Øre,
Om uden Tale=Rør du ellers mig kand høre,
Troe mig Hr. Philosoph, hvis jeg ey mod dig skrev,
Da Krammen uden Tvivl hos dig allene blev,
Men Læserne, der see, at jeg imod dig skriver,
Hvad største Deel angaaer, nysgierrige da bliver,
De vide vil, om det kand ogsaa være sandt,
At udi Verden er en saadan stor Pedant.
Du derfor Aarsag ey paa nogen Maade haver,
Om du til Felten dig ved andres Vaaben laver;
Thi legger jeg min Pen, saa ligger din Profit,
Du derfor meener jeg har sandset meget lidt.
Naar du i andens Navn vil et Post-Scriptum sætte,
Hvorved du intet dog imod mig kand udrette;
Thi viid, man bruger mig, som den der stedse skal
Fordrive Ukrud af de rette Lærdes Tall.
En Streg jeg merket har i dine sidste Blade,
Den samme bør jeg dig til Slutning vide lade,
Med E og Pdit Navn du os betegne vil
Men brug kun ikke her saa mange Abe=Spil;
Dit Maal dig røbet har, vi kiende Skrive=Maaden,
Og viid du, at saa snart en Kurre sees paa Traaden,
Saa taer jeg Dækket bort, og viser dit Portrait,
Der staaer du, meener jeg, kun gandske slet og ret.
