De
Man seer, han bruger sin Forstand,
For Lykken at forøge;
Men hvad hans Hierte egentlig
Om Ægte=Standen tænker,
Han røbet haver uden Svig,
Naar han for Piger skiænker
J sit det heel forrykte Brev,
Som han af galne Griller
Til den nye=gifte Jomfrue skrev,
Hvori han dristig spiller
Med alle, som i Ægte=Stand,
Tiden sig begive;
Ved dette Brev han saadan Mand
Fortienet har at blive,
Som ingen bør med billighed
Beviise mindste Ære,
Helst da enhver herefter veed
Ham saadan en at være
Der efter eget Hoved vil,
At Verden sig skal rette,
Der det endog blant Skuespil
Fordrister sig at sætte,
Som Himlen selv besluttet har
At skulde helligt være:
Jeg kalder ham da for en Nar,
Den Titel bør han bære,
Til han sit store Kietterie
For Verden igienkalder,
Til han foruden Flatterie
Det Kiøn til Fode falder,
Som han med sine Skrifter har,
Saa skammelig beskjemmet,
Som han sin Prydelse betaer,
Som han har ey forglemmet
At føre af fra Top til Taae
Han kjemmer deres Lokke,
