138
Saa skulde sandelig min Pen den første blive,
Der som en Philosoph dig skulde strax indskrive
Jblant de Lærdes Tal; men da du viser, at
Du paa Philosophie har neppe taget fat,
Og dog paa Konsten vil i alle Stykker drive,
Dig selv en Titel af Philosophien give,
Med Jgientagelser og andet Lapperie,
Som du til Halsen sees at være siunken i,
Besværge Læseren; saa maa jeg dristig sige,
At i Vankundighed jeg kiender ey din lige,
Din Dumhed er saa stor, at du for Vunder=Verk
Betragter det, som ey bør siges af en Clerk.
En Mand, der vil sig ved sin Skrivning distingvere,
Bør vise, meener jeg, for Verden noget meere.
End hvad vi finde kand i hver en Skole=Bog,
Og hver kand skrive som en Pen i Haanden tog
J danske Klæder har vi jo forlænge siden
Seet Wolfen gaae omkring, og vi kand vel med Tiden
Hans andre Skrifter faae paa danske Srog at see,
Foruden det ved dig saa jammerligt skal skee;
Jeg undrer, at du dig Spectator vilde kalde,
Da det hver Læsere i Øyet strax kand falde,
At du har rappet af de Tydskes Hierne-Kram,
Og givet det paa dansk, saa det er Spot og Skam.
Naar du ey bedre kand en Tydsker oversætte,
Hvi vil du, sig mig dog, befatte dig med dette
Naar du ey Gave har, og intet Skrive=Pund,
Hvi sætter du din Fod paa den forbudne Grund?
Naar ved dit Skriver=Bord jeg mig dig forestiller,
Naar jeg betragter, hvor du med en Tanke spiller,
Som Katteg med en Maus, du synes mig da ret,
At vært saadan een, som har sig selv forgiet.
Du er forelsket i de taabeligste Drømme,
Det verste Sludder du, som deyligt tør berømme,
Alt hvad dig falder jud, er uforligneligt,
Og aldrig, tænker du, har Verden skuet sligt.
Lad
