Lad Hiertet tale, og vi skal ey andet høre,
End at du meener, vi dig største Uret giøre
Fordi vor Hierne ey kand falde just paa det,
Som du indbilder dig at være Regel-ret.
Om jeg erindrer ret, saa haver du jo skrevet,
Naar du Exempler har i dine Ark uddrevet
Af Argumenters Tall, at de beviser vel
In Singulari, mon vi ey med Ret og Skiel
Kand sige, at du har dog Sandhed sagt i dette,
Thi efter dine Ord om vi os vilde rette,
In Singulari du da blev det største Faar,
Som Norden nogen Tid i sine Stier faaer.
Og det er sandelig dig ikke liden Ære;
Thi der hør noget til en Vedder at agere,
Helst saadan en, som du, der uden all Forstand,
Tør alle byde ud, som lærd og grundig Mand.
Min Dom almindelig i dette Blad maa blive;
Thi da jeg vilde mod dit sidste Stykke skrive,
Forgieves længe jeg det søgte i mit Skriin,
Jeg gik derpaa til dem, der skienke Folk med Viin.
Om lidet jeg maaskee om Arket kunde høre,
Paa Bane jeg med Flid dit Arbeyd vilde føre,
Men alle sagde, vi vor Skilling give ey
For det, der fører os paa Daare=Kiste Vey.
To Skilling nok engang for saadan Kram at give,
Det vilde i min Pung for stor en Svindsot blive,
ja godt og vel, om jeg af Krammen meer kand faae,
Med største Lykke helst da den skal for sig gaae.
Saa meget kand jeg dog af dine Blade mindes,
At fleere Regler skal om Børne=Tugten findes,
De samme ere af saa stor Vidtløftighed,
At efter andres Ord, de ey af Ende veed.
Det er just Sagen, som man sig forundrer over,
At da i første Ark din Læsere du lover,
At give Lys og Skin for Sande=Mandens Ord,
Udskriver du en Bog tre Alphabeter stor.
