140
Om det, i Verden som sig lader aldrig giøre;
Thi, hvis man sine Børn saaledes vil anføre
Som du har skrevet for, man kunde ikke da
J Fyrretive Aar opdrage Barbara.
Og liden Peder fik til Alderdom at vente
Paa den Fornuft, som du vil sætte ud paa Rente:
Mig synes derfor, at du havde bedre giort,
Om du ey havde giort dit Barne=Ark saa stort.
Men, er der noget om, som mange mig vil sige,
At, efter Ordre du af Pladsen nu skal vige?
Vil du nedlegge nu din ypperlige Pen?
Vil du nu kaste saa Philosophien hen?
Ach! ney, Hr. Philosoph! bliv længer ved at skrive,
Bliv længer ved min Pen Materie at give:
Det er jo dog en Skam, om du saa hastig skal
Dig selv udslette af Tilskuer Hobens Tal.
Bliv ved, at Skylden ey paa mig til sidst skal falde,
Og hvis forgieves jeg dig maa tilbage kalde,
Det bliver dog min Pligt, du ypperlige Siel,
At sige dig til sidst poetice Farvel.
