No. 36.
Udgivet den 15 Januar. 1745.
Amoto qværamus seria lusu.
P¬
aa begge Skuldre jeg nu Kappen ey kand bære,
Jmod Spectator haard jeg nødes nu at være;
Thi han arbeyde tør paa Verdens Undergang,
Og Livets Vey, han vil for mange giøre trang.
Han vil os bilde ind, at give andres Tanker,
Men han saa vist faae Skam paa begge sine Skanker,
Som hvad han skriver, er hans eget Hierne=Spind,
Endskiønt udi et Brev han Sagen vikler ind.
Det Selskab, som han giør om nogle viise Lemmer,
Og hvad han siger om Societætets Stemmer,
Er idel Fabel=Tøy, og Dække være skal
Hvorunder Manden selv for Verden giør sig gal.
Tænk ey, min Læser, at jeg her pro forma skriver,
Og kun min Dom paa Skrømt om Sande=Manden giver,
Ney sandelig, han har ey været meget viis,
Da han ey sætte vil paa Ægte=Standen Priis;
vor forkeerte Tiid det bleven er en Mode,
At vise stor Foragt imod det største Gode,
En Stand, som Himlen selv til første Stifter har,
Hver Libertiner Geist ey i Betænkning taer,
At regne iblandt det, Fornuften os forbyder,
Og som kand ey bestaae med kloge Folkes Dyder,
Hvor er i Verden hørt en meere daarlig Snak?
Ney, ney, Hr. Sande=Mand, jeg siger ydmygst Tak.
Som Brevets Concepist jeg billig eder agter,
Naar eders Grunde jeg med sund Fornuft betragter,
De smage ikke da af mindste Grand Forstand,
Og burde findes ey hos nogen vittig Mand.
