142
Det sees af Eders Ord, at intet uden Sandser,
Forfører Folk, at de i Brude=Sengen dandser,
Men hvor var eders Sands, da J saa daarlig skrev,
J det saa kaldede Societætets Brev?
Jeg aldrig nægte kand, naar jeg vil Sandhed sige,
At mange Mennesker jo ere Fæets Liige,
Og efter Sandser, at i Ægteskab de gaae,
Men J mig uden Tvivl maa ogsaa vel tilstaae,
At, naar fra Sandhed man aldeeles ey vil vige,
Saa kand med Sandhed man om alle sligt ey sige;
Thi udi Ægteskab indtræder mangen Mand,
Just for han bruger sin opklarede Forstand.
Han sporer i sin Siel Begierligheders Brynde,
Og, fordi han ey vil mod Kydskheds Løve synde,
Saa siger hans Fornuft: Forandre strax din Stand,
Lad Lysten blive reen, og bliv en Ægte=Mand.
Naar saadan Mand nu sees sin Tilstand at forandre,
Hvo kand da sige ham kun efter Sands at vandre,
Naar han fra Fristelser vil sig befriet see,
Mon han fortiener da en Dom af Dadlere.
Jeg talte Sandhed ey, saa snart jeg vilde dølge,
At jo med Ægte-Stand Besværligheder følge;
Thi blandes Ondt med Godt, da skeer det visselig
Ved Ægteskabets Baand, naar To forene sig.
Men Sagen maa vi ey allene paa een Side
Betragte; thi vi maa den Sandhed ogsaa vide,
At, om vi noget Suurt ved Standen finde kand,
Det Søde holder dog imod det Suure Stand.
Hvad kand af Himlen vi da meere vel begiere?
Det skeer i dette, som i meget andet meere
At Ondt og Godt ved et naturligt Ægte=Baand
Er sammenbundne og hinanden rækker Haand.
Ja skulde jeg vel mod den klare Sandhed tale,
Hvis jeg det gode her saaledes vil afmale,
At det den bittre Skaal saaledes giører sød,
At man i Ægteskab er glad indtil sin Død?
Naar
