Naar Hierterne kun staae i kierligste Forening,
Naar Manden ey har een, og Konen anden Mening,
Med samlet Styrke, naar de Byrden bære paa,
Saa kand det onde ey Gemytterne ned slaae.
Lad være, mange maa paa Gulv i Halmen ligge,
Og følges ad, naar de ved andres Dør maa tigge,
Lad være de kun har det usle Vand og Brød,
Saa giør dog Kierlighed den tunge Byrde sød.
Enhver derfor, som vil alt Ægteskab fordømme,
Fordi man ofte maa i Modgangs Vande svømme,
Beviser, at han ey de rette Tanker har
Om Himlens Forsyns Raad, som han ey bliver vaer.
Den billig burde ey til Livet værdig være,
Der kun allene vil de gode Dage bære,
Og den, jeg siger reent, har mistet sin Forstand,
Som tale med Foragt om Ægte=Standen kand;
Det er ey nogen Konst at prædike mod andre,
Fordi de ikke just paa samme Vey vil vandre,
Som vi, naar vor Natur udfordrer ikke det,
Som vi hos andre ey vil agte Regel=ret.
En Mand, der finder ey til Lysters Brand og Lue,
Der ikke treffes kand af Elskovs Piil og Bue,
Kand sagte sige, at man følger kun sin Sands,
Naar man vil prydes med en yndig Brude=Krands;
jeg holder for, at de, som Eenlighed berømme,
J sær maa bringes hen til disse deres Drømme.
Fordi Ugifte de i Verden leve kand
Og ikke trænge til at gaae i Ægte=Stand;
Ja Gierrighedens Aand, naar den en Mand regierer,
Protester han da snart mod Ægteskab formeerer
Thi han da frygter, at formeget til skal gaae,
Naar han i Linie med andre Folk skal staae.
Jeg tilstaaer, smerteligt det maa en Fader falde,
Naar Døden hastig ham fra sine Børn vil kalde,
Og, naar hans Hustrue skal ham sige sit Farvel,
Saa maa det smerte ham til inderst Aand og Siæl.
143
