144
Men den, som Ægteskab for dette vilde hade,
Jeg siger paa Fornuft har taget største Skade
Thi han begriber ey, at Verden har een GUd,
Derefter Viisdoms Raad alt saadant fører ud.
Best er, i slige Ting at lade Himlen sørge,
Og ey formastelig om Raad og Middel spørge,
Hvorledes skal tilgaae, naar Døden fordrer af,
Og een af Parterne befodrer til sin Grav.
Hvad Børne=Tugt angaaer, da bør den ey forvolde,
At nogen skulde sig fra Ægteskab entholde,
Thi skiønt man følger ey en philosophisk Plan,
En Maade, meener jeg man dog opfinde kand,
Hvorledes Børnene kand rettelig opdrages,
Og naar Forsigtighed i alle Maader tages,
Naar man paa Sagen ey vil spare nogen Fliid
Saa kommer, haaber jeg, dog vel engang den Tiid,
Da andre, om vi ey, kand Frugt og Nytte have
Af vores Børne=Tugt, som er den beste Gave,
Der Børnene udaf Forældre gives kand.
Af dette mærker J, min gode Sande=Mand,
At jeg alvorlig har mod Eders Tanker skrevet,
Og, som jeg kunde best, de Grunde igiendrevet,
Som J har givet Sted i Eders eget Brev,
Det J feliciten paa andres Regning skrev.
Lad reent dog af engang det smukke Kiøn at hade,
Hvis ikke, visselig beskiæmmes Eders Blade:
Hvad her er udeladt, jeg har med Fliid forglemt,
Dog saa, at jeg det har til andet Stykke giemt.
