145
No. 37.
Udgivet den 22. Januar. 1745.
Vix potui dicere triste vale.
J¬
før dig Sørge=Floer, du lærde Republiqve,
Der i din fulde Fryd maa bittre Skaaler drikke,
Leg alle Glædes Tegn og Fryds Basuner ned,
Da uden Aarsag du kand Skiebnen see saa
vreed.
J denne Uge jeg de tre gang tre Gudinder
J deres Cabinet i Sorg og Klage finder,
Med Haanden under Kind de sig bejamre, at
En Søn, en Ædel Siel har sagt dem en god Nat.
Den Mand, som agtet blev for Stiernen udi Norden,
Den Mand, som var et Lys snart over heele Jorden,
Den Mand, som mageløs i sine Skrifter var,
Den Mand, jeg siger, nu sin Pen bortkastet har.
J Taarer jeg min Pen nu nødes til at væde,
Jeg sukker Suk i Suk, jeg bitterlig maa græde,
Du store Vunder=Geist, du Glose=proppet Aand,
Siig dog, hvad holde kand din meget lærde Haand?
Vil dine Brødre du din Viisdom nu misunde?
Du, som en Philosoph dog Verden tiene kunde;
Er Øyet bleven dumt? Er Haanden bleven lam?
Vil du ey handle meer med Philosophisk Kram?
Er det at handle, som du billig handle burde?
Saa undrer jeg, at du et Løfte give turde,
Om in perpetuum at selge din Fornuft,
Og give ved dit Verk en fængslet Viisdom Luft.
