146
Du burde ikke saa dit store Pund nedgrave,
Mod billighed du vil fordølge nu din Gave;
Du efter Dags som den Kalkundske Hane kand
Nu tænke desto meer og dyrke din Forstand.
Profiten, meener jeg, har ikke været ringe;
Thi mangen Skilling jeg paa Bordet saae at klinge
Hver Mandag ventede enhver med Længsel paa;
Thi noget artigt man fra din Fabriqve saae.
Du skrev saa ypperligt, at ingen kunde spare
Sin Skilling for dit Blad, men før man tog sig vare,
Saa tog du Søftet ind, saa holdt din Skrivning op;
Siig kiere, hvorfor du saa tidlig sagde: Stop.
En Byrde legger jeg paa dine lærde Skuldre:
Kand du forsvare, at all Verden nu skal buldre,
Og røres op mod mig, som den der være skal
En Aarsag til din Flugt udaf Tilskuer=Tal.
Jeg bad dig komme ey, jeg bad dig ey at vige,
Alt hvad om denne Sag jeg drister mig at sige,
Er dette, at jeg Skiemt med dine Blade drev,
Men, mon en Philosoph derfor fortørnet blev?
Du med Koldsindighed jo burde alting læse,
Og ey ved noget Puf slaae Rynker paa din Næse,
Du heele Veyen frem jo burde skrive saa,
At andre Tanker man om dig ey skulde faae,
End at du havde lært i alting dig at finde,
Og at du lignede ey en frygtagtig Qvinde,
Der taber Modet ved det mindste Modgangs Stød,
Og ey betænker at hun er til Modgang fød.
Om Danske Tungemaal sin Meening kunde sige,
Det vilde sige da: Den Mand er uden Lige,
Han sigter for min Ret, han viste at en Mand
Med Ziirlighed endog i Dansken skrive kand. 3
